I dag har malerne malet første gang i huset, og de forventer at blive færdige i morgen.
Maler dag 8: Filt
Malerne var ikke på pladsen i fredags, men har taget revanche i dag. I skrivende stund (22:54!) er de stadig i huset, og er ved at sætte det allersidste filt op!
Maler dag 7: Filt
I dag er malerne gået i gang med at sætte filt op, og hold op hvor det pynter!
Det har allerede givet masser af lys i bryggerset at der er kommet filt op. Det bliver spændende at se når det mørke pap på gulvet kommer væk og loft+vægge bliver malet.
Malerne har generelt været gode til at markere for elektrikerne hvor deres dåser sidder under filten… men i dette hjørne er der spartlet så tykt over dåsen at de ikke engang selv har kunnet finde den – det bliver interessant at se om elektrikerne selv opdager at den mangler 🙂
Nichen bag TVet i køkkenet er blevet “fyldt op” i dag, så den nu har en bagvæg. Er spændt på at se det færdige resultat.
Maler dag 6: Lidt af hvert
I dag har malerne slebet i lidt flere rum, finspartlet lidt på lofterne, spartlet hele skydedørsvæggen, og en masse andre småting.
De er også endelig taget hul på nichen til TVet i køkkenet. Fik desværre kun et elendigt billede af det.
Maler dag 5: Lofter og lysninger
I dag har malerne spartlet lysningerne, hvor sprøjtespartelen ikke har kunnet nå ind. De er desuden begyndt spartlingen af den hule skydedørsvæg mellem walk-in og badeværelse.
Man har også slebet sprøjtespartelen ned i det sydlige værelse, og det ser ud til at blive rigtig godt! Det bliver spændende at se hvor skarpt det hele står med finspartel, filt og maling på.
Lofterne har fået endnu en tur.
Maler dag 4: Lofter og sprøjtespartel
I dag har malerne sprøjtespartlet de sidste par rum de manglede, og desuden spartlet lofterne for anden gang.
Maler dag 3: Lofter
I går var der tomt i huset, men i dag er der igen sket noget. Maleren har spartlet og sat armeringsbånd op på alle lofterne.
Maler dag 2: Sprøjtespartel
Så kom der fart over feltet – det meste af huset er blevet sprøjtespartlet i dag. Det er noget lidt andet end at trække det på i hånden!
Maler dag 1: Afdækning, grovspartling og kantlister
Efter en meget stille uge i huset i sidste uge, har malerne taget fat i dag. For en gør-det-selv’er virker det nærmest som et uoverkommeligt projekt, men de er jo vant til det! 🙂
De er startet med at dække helt af, bl.a. ved lige at gå gulvlæggernes afdækning efter og udbedre den hvor det var nødvendigt, og pakke dørkarme 100% ind.
De har også skåret overskydende skum omkring dørkarmene væk og spartlet efter – de fritstående karme begynder at træde i karakter 🙂
Derefter er de gået i gang med at grovspartle over udfræsninger osv., samt at montere og spartle kantlister.
Det ser lidt ud som om maleren er nået til de undersænkede dåser til TVet i køkkenet og tænkt “Hvad fanden skal jeg forestille at gøre ved det her?!”… det bliver spændende at se hvad enden bliver. 🙂
Indvendige døre og gulve, dag 2
I dag er der blevet lagt gulv i det sidste af huset, og alle dørkarmene er nu også monteret. Døren til viktualierummet er sat i og stod lukket, og indtil videre fungerer rummet efter hensigten: Der var mærkbart koldere derinde end i resten af huset.
Indvendige døre og gulve
I dag har tømrerne lagt gulv i værelserne – næsten, de mangler lige et par kvadrameter i soveværelset. Det bliver spændende at se stuen og køkkenet med gulv i morgen.
Tømrerne er også begyndt at sætte dørene i indvendig. Til at vi ikke skal have gerichter synes jeg det er store mellemrum mellem karm og væg, men mon ikke de har styr på hvad de laver? 🙂
Tag, skydedør og kabeltræk
I fredags lagde tømrerne næsten hele den sydlige tagside. Det fik jeg desværre ikke nogle gode billeder af, for de dukkede op i dag søndag og gjorde færdig!
Fredag har tømrerne også lavet det hule skillerum mellem walk-in og toilet og monteret skydedøren.
I dag har vi desuden lavet det første gør det selv arbejde: Vi har trukket lidt kabler i nogle af tomrørene, dog ikke uden problemer – et af tomrørene har så hårdt et knæk at søgefjederen ikke holdte til at skubbe/trække en trækledning i… det er på grænsen til at være uacceptabelt, men i sidste ende lykkedes det dog at få et antennekabel igennem.
Tagsten og murværk
Mens vi venter – udtørring!
Vi venter fortsat på udtørringen af huset, og bl.a. derfor er der ikke sket noget på huset fredag og mandag. Gulvvarme og affugtere kører for fuld knald, så der er omkring 35 grader inde i huset… ret ulideligt at gå rundt i.
Vi har hen over weekenden haft lidt frem og tilbage omkring murværket, hvor vi har fundet en del småting, som der nu bliver rettet op på. Endnu en gang er Benée og deres underleverandører til at tale med!
Sokkelpuds, tagrender og loft i garagen
I går, Grundlovsdag, var mureren alene på pladsen, og blev færdig! Sokkelen er nu pudset op hele vejen rundt.
I dag har blikkenslageren sat tagrender op – det pynter!
Tømrerne har gjort klar til loftslem i garagen og sat en del af lofterne op.
Skalmur dag 14, varme, tagfod
I dag har tømrerne lavet det sidste af tagfoden, og VVSerne har sluttet fjernvarmen til anlægget inde i huset. De har sat en fin måler op fra Støvring Kraftvarmeværk (Mere info), og en cirkulationspumpe fra min tidligere arbejdsplads Grundfos… det kan de da godt få lidt ros for! 🙂
Murerne har gjort murværket helt færdigt i dag, med gesims på vestgavlen og sålbænke under vinduerne. Nu mangler de kun at pudse sokkelen op.
Skalmur dag 13, tagfod
Mureren har i dag muret den vestlige gavl, så den er klar til gesimsen.
Tømrerne har sat de sidste gipslofter op indvendig, og er godt i gang med tagfoden.
Skalmur dag 12
I dag har murerne været stort set alene på pladsen, og den sydlige facade mangler nu kun sålbænkene.
Skalmur dag 11, lofter og stikledning
I dag har murerne virkelig rykket igennem på sydsiden af huset.
Fjernvarmen har ført stikledningen ind og dækket til udenfor igen, så nu er der snart varme på i huset.
Tømrerne er færdige med lofterne i alle rum undtagen køkkenet, hvor de er godt på vej.
Nu hvor murerne er ved at være færdige er plasticindpakningen pillet af vinduerne igen… dejligt at kunne kigge ud i naturen!
Også hos Liane og Jesper ved siden af begynder der at ske noget! 🙂
Skalmur dag 10, lofter og stikledning
Murerne har ikke nået så meget i dag, men der er dukket et par sålbænke op siden i går. Derudover har fjernvarmen gravet ud til stikledningen.
Indenfor sætter tømrerne stadig lofter op for fuld udblæsning.
Og lige et billede af porebetonen på gavlen over garagen…